Filip

Lørdag den 25. oktober kl. 06.00 om morgenen, blev jeg vækket af mine forældre i min lille taglejlighed i Aars. Jeg var alene hjemme, da min kæreste var ude og rejse med sin familie og blev derfor meget forskrækket ved lyden af nogen på trappen. Jeg blev dog beroliget da jeg kunne høre min fars dæmpede stemme. Overrasket åbnede jeg døren og lukkede 2 blege, rødøjede forældre ind i det lille køkken. Da jeg kun havde pyjamas på, gik jeg ind og svøb dynen om mig, mine forældre fulgte efter og min mor slog sig ned på sengen ved siden af mig. Min far blev stående tavs og udtryksløs. Så kom det endelig. Min mor og far skiftes grådkvalt til at stykke historien sammen. Min kære lillebror på blot 16 år, var blevet kørt ned på hovedvej 13. Han havde været på vej over til sin kæreste efter en fodboldfest og var undervejs på den mørke landevej, kørt tør for benzin. Uden at tænke over hvor usynlig han var i sin mørke jakke i vejsiden, tog han hjelmen af og ringede hjem til mine forældre og bad dem om at hente ham. Han var så kort tid derefter blevet ramt af en personbil bagfra. Af en eller anden stadig ukendt grund, satte de sig begge i bilen for at hente ham. Normalt ville det være min far, der kørte alene, men denne aften følte min mor at hun skulle med. De kørte længe og nåede også forbi ulykkesstedet, hvor falckfolk var ved at spærre af. De vendte bilen og kørte langt den anden vej, inden de opgav deres søgen, fik de et opkald fra politiet, som bad dem om at køre hjem. Deres første tanke var at han havde været involveret i ulykken, men ikke at han var død. Da de kom hjem, fik de så beskeden om hans død. På hospitalet mødte de til deres store forskrækkelse, manden, som havde kørt Filip ihjel. Det viste sig at det var en af mine daværende klassekammerater på gymnasiet. Han var helt syg af frygt og forfærdelse, da han straks genkendte mine forældre.

Der gik flere år og et voldsomt narkotikamisbrug, før han igen kunne se mig i øjnene. Efter ligsynet var de kørt ind til mig, ledsaget af et vennepar, som havde tilbudt at køre med, for at støtte mine forældre. De var selv forældre til min brors bedste ven. Efter at have modtaget den frygtindgydende nyhed, måtte jeg ud og hænge over Wc-kummen, men intet kunne forlade min urolige krop, på trods af at jeg aftenen forinden havde drukket en del alkohol og faktisk først var kommet i seng 2 timer før jeg blev vækket. Jeg fik ingen lettelse og måtte lade mig ekskortere hjem til mine forældre med voldsom kvalme og uro i kroppen.

I løbet af dagen fyldtes huset med venner og familie og et enormt antal blomster, som blev ved at vokse i mange dage efter. Omkring kl. 11 var jeg med inde og se ham. Det var en meget underlig oplevelse. Han virkede nærmest fremmed for mig. Han så stadig ret livagtig ud og han havde ingen særlige skræmmer i ansigtet. Baghovedet var dog dækket af et hvidt håndklæde og den rødlige skorpe, der kom til syne bag ørene, lod mig forstå, hvorfor baghovedet var dækket til. Han lignede en fremmed ung mand, der sov og jeg turde ikke røre ved ham. Min mor og mormor nærmest kastede sig ind over ham og svøbte ham i kærlige ord, mens tårerne plettet det hvide lagen, som dækkede ham fra brystet og nedefter. Jeg stod bare der alene og følte mig tom indeni. Rundt om stod tavse og røde ansigter og lod min mor svælge i ulykken. Resten af dagen er ret tåget for mig, men jeg husker at jeg fik en masse opkald fra både venner og fjender. Alle ville mig det så godt og jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Min bedste veninde kom senere og blev og overnattede med mig i Filips dobbeltseng. Mit gamle værelse havde han nemlig indrettet til træningsrum, så der var ikke plads til at sove. De værste ved denne dag, efter at have fået beskeden, var at ringe rundt til familien og fortælle den skræmmende nyhed. En for en brød de sammen i røret og nogle begyndte endda at skrige. Det var faktisk det mest smertelige ved Filips død, i hvert fald de første mange dage. At se alle mine elskede nærmeste lide så voldsomt og åbenlyst, jeg græd ligeså meget for deres tab, som for mit eget. Det var først senere at jeg gav plads til min egen sorg.