Anika
De sidste dage
Anika og jeg havde dette år (2005) været længe om at få byttet julegaver. Hun ringede en dag i januar hun var indlagt, og ville meget gerne have at jeg kom ud og hentede den gave hun havde til mig. Det var lige inden hun skulle have været i London til operation. Hun sagde til mig at det betød utrolig meget for hende at hun kunne nå at give mig min gave inden hun skulle afsted. Jeg tog derud og fik min gave. Anika havde købt en flot halskæde til mig og den har jeg haft på hver dag lige siden. Det var sidste gang jeg så Anika.Fredag d. 20. januar 2006
Anika var i narkose for at få fjernet en stent hun havde i halsen. Det var en lille rør som skulle holde Anikas luftrør åbent, da det flere gange var klappet sammen. Det rør hun havde fået sat i, her i Danmark, sad i selve luftrøret og forstyrrede således fimrehårene i luftrøret, så hun fik en masse slim i halsen som hun ikke kunne få op. I London kunne de lave en slags "hejsesystem" som sad uden på luftrøret og holdt det åbent og derved ikke forstyrrede fimrehårene. Grunden til hun nu skulle have fjernet stenten var, at hævelserne efter indgrebet skulle nå at fortage sig, inden hun den følgende fredag skulle til London, og have det andet indgreb foretaget. Fredag aften fik jeg en mærkelig fornemmelse i min mave og tænkte meget på Anika, derfor skrev jeg en sms til hende for at høre hvordan hun havde det. Hun skrev tilbage at det var gået fint med at få fjernet stenten, men at hun havde det lidt underligt, men det tænkte jeg ikke videre over da jeg før havde oplevet at hun efter at have været i narkose fik det lidt mærkeligt. Vi sms'ede ikke ret længe da hun var træt og som sagt havde det lidt sært. Det var den sidste kontakt jeg havde med AnikaAnikas død
Natten mellem fredag d. 20. og lørdag d. 21. januar havde jeg følgende drøm:Vi er fem voksne mennesker der står sammen med en lille pige. Vi får at vide at vi voksne skal have den lille pige med igennem et rør af en slags. Vi får at vide at vi er nødt til at holde fast ved hinanden og ved pigen, for at det skal lykkedes os at få hende med igennem. Vi får også at vide at det vil blive hårdt og at det vil gøre ondt, men hvis bare vi holder ved hinanden skal det nok gå.
Lørdag d. 21 januar 2006
Lørdag d. 21. januar 2006 sov jeg sammen med min mor i hendes værelse. Jeg var på weekend hjemme og glædede mig til at slappe af, da jeg netop var i gang med de afsluttende eksaminer i min uddannelse som pædagog. Kl. ca. 10, mens vi stadig lå og sov, ringede telefonen og min mor, Eva, tog den. Jeg vågnede også og lå og lyttede til hvad min mor sagde. "Helle Jensen" sagde min mor, og lød helt forvirret. Hun kunne ikke komme i tanke om at hun skulle kende en der hed det. "Johns søster" sagde hun så. Pludselig vågnede jeg meget hurtigt. Det var gået op for mig at det var min faster der havde ringet. "Åh nej" lød det fra min mor og jeg vidste med det samme at der var sket noget med Anika. Min mor spurgte min faster om hun ville snakke med mig og jeg fik røret mens min mor sagde at Anika var død. Jeg lyttede til hvad min faster sagde, men jeg husker ikke samtalen. Det kørte bare rundt i hovedet på mig...Anika er død...ANIKA ER DØD! Jeg kunne ikke forstå hvordan det pludselig var sket. Jeg havde jo sms'et med hende aften før. Min mor sagde at hun selvfølgelig nok skulle køre mig på sygehuset, men jeg kunne slet ikke finde ud af hvad jeg skulle. Jeg satte mig på sengen og brød bare hulkende sammen. Jeg sendte sms'er rundt til venner og veninder og fortalte at hun var død. Mange af dem ringede eller skrev til mig. Det var ikke alle der havde mødt Anika, men de havde alle fulgt med i hendes liv igennem mig. Jeg husker ikke hvor længe jeg blev hjemme, men det har nok været et par timer, hvorefter min mor kørte med mig på sygehuset. I forhallen mødte jeg far og Anikas mor, de fortalte hvor Anika lå og der gik mor og jeg så op. Oppe på afdelingen sad farmor og farfar, min fætter Christian og Anders og Lene som Anika havde boet hos den sidste tid. Jeg havde aldrig i årenes løb gjort op med mig selv, om jeg, hvis Anika en dag døde, ville ind og se hende, men det besluttede jeg mig nu for at jeg ville. Jeg havde det meget dårligt fordi jeg ingen anelse havde om hvad der ventede mig når jeg gik ind på stuen. Da min far endnu ikke var kommet op fra forhallen, spurgte jeg Anders og Lene om en af dem ikke ville gå med mig ind til Anika. Jeg mener de begge gik med mig ind, men er lidt usikker på det. Jeg kunne slet ikke forstå at Anika lå der. Det var bare helt forkert. Jeg havde jo ofte set hende i en seng på sygehuset, og jeg stod længe og stirrede på hendes ansigt imens jeg med mine tanker forsøgte at vække hende "Åbn så øjnene, sig nu noget...åbn øjnene NU". Hun så jo ikke død ud, hun lå bare og sov. Hun havde fået et par roser mellem hænderne og jeg mener der var tændt stearinlys på stuen. Jeg rørte ikke ved hende, og det kan jeg godt fortryde lidt nu, at jeg ikke fik givet hende et sidste farvelkys eller klemte hendes hånd, men lige på det tidspunkt kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til det. På et tidspunkt skulle vi alle forlade stuen i ca. 10 min. da lægen skulle lave nogle forskellige undersøgelser, for ligesom at erklære hende helt død. Imens samledes vi andre i et lille rum hvor vi snakkede med hospitalspræsten. Lægen kom ud fra stuen igen og vi fik tid til at stille spørgsmål hvis vi havde nogen. Desværre havde der været vagtskifte, og den læge der havde været der da Anika døde, var der ikke længere. Så lægen vi nu snakkede med kunne kun give os oplysninger ud fra det hun havde læst i journalen.Hvis jeg har fanget det rigtig, forløb det således
Anika havde som sagt fået fjernet stenten fredag. I løbet af aftenen fik hun det skidt og om natten blev det helt galt. Da klokken var omkring 6 lørdag morgen valgte de at Anika skulle lægges i respirator på intensiv afdelingen. Dette ringede de og fortalte min far. De havde bedøvet Anika, hvilket de altid gjorde da hun hadede at få slangen til respiratoren ned i halsen. Grunden til at Anika havde fået det så skidt i løbet af natten var at hun, når hun havde trukket vejret ind, ikke kunne komme af med luften igen, og det derved kom ud i hendes blod. Inden de nåede at lægge Anika i respirator dør hun pga. CO2 forgiftning, altså for meget ilt i blodet. De forsøgte at genoplive hende, men hjertet stoppede simpelthen bare.jeg husker ikke hvor længe jeg blev på sygehuset, men lige inden min mor og jeg tog derfra var vi inde og synge et par sange for Anika. Det var meget hårdt at stå og se på hende og samtidig forsøge at fremtvinge nogle ord. Herefter bad hospitalspræsten en lille bøn for Anika.
Jeg kørte fra sygehuset herefter og hjem til min mor igen.
Jeg husker at jeg straks jeg kom hjem til min mor igen, tændte computeren og søgte på google omkring selvhjælpsgrupper for søskende der har mistet søskende. Her fandt jeg hjemmesiden www.soeskendekram.dk som jeg har haft meget stor gavn af siden, samt www.mindet.dk hvor man kan tænde et lille lys for de savnede.
Begravelsen
Anika blev bisat torsdag d. 26. januar kl 12.00 i kirkegårdskapellet ved Odense universitetshospital. Jeg kom om til kirken i meget god tid, alt for god tid. Jeg havde hentet blomster hos Falen blomster der ligger få minutters gang fra kirken, og da jeg kom til kirken var der endnu 45 min. til jeg havde aftalt at mødes med far.Det var meget koldt og kirken var endnu ikke låst op. Jeg mener det sneede. Efter ca. et kvarter kom degnen ud og sagde at jeg gerne måtte sætte mig ind i våbenhuset og vente. Jeg havde ellers ikke været så berørt at situationen først på dagen, men da jeg sad her i våbenhuset og ventede på at far kom, blev der pludselig spillet Kim Larsens "Om lidt blir' her stille", på orglet, og jeg kunne ikke længere holde tårerne tilbage.
De første der kom, efter mig, til kirken var Anikas veninde Lisa og hendes kæreste Mads. Lidt efter kom en af mine veninder med en flot bårebuket. Pludselig væltede det bare ind med folk, det var meget overvældende. Jeg havde ellers sagt nej tak til de af mine veninder der havde spurgt om de skulle tage med mig til bisættelsen, men da min veninde Vicky alligevel dukkede op blev jeg meget glad. Jeg husker at der kom folk hen og kondolerede, men ellers gik jeg bare i min egen verden.
Kirken var så flot. Der var simpelthen så mange buketter, de lå om kisten, langs alteret og op langs sæderne ved kirkegangen. Udsmykningen på selve kisten var også virkelig flot. Vores tante, Gitte, har en lillesøster som er dekoratør og som kendte en blomsterdekoratør som er rigtig dygtig. Han havde fået opgaven med at pynte Anikas kiste. Pynten var meget utraditionel men virkelig smuk og passede så godt til Anika. Der var friske grene og imellem dem lå der tulipaner og hyacinter med løg. På venstre side af kisten sad far, Jenny, farmor, farfar, faster Helle og jeg, og på højre side sad Anikas mor, hendes kæreste og bror og Anikas to mindste søskende.
Jeg husker at jeg tænke at kisten var alt for stor til Anika, og at hun da ville ligge og trille rundt indeni den. Det gik alligevel ikke rigtig op for mig at hun lå deri nu. Jeg havde ikke selv set hende, da hun blev lagt i kisten, det skulle jeg måske have gjort, så havde det muligvis været lettere at forstå at hun lå deri nu. Jeg husker ikke så meget af det præsten sagde, men på et tidspunkt sagde han at "Anika var alles solstråle" og lige i samme øjeblik han sagde ordet solstråle så skinnede solen ind at vinduet og ned på kisten. Min faster prikkede til mig og spurgte om jeg havde lagt mærke til det. Det var som et sidste farvel fra Anika. Da der blev spillet "Om lidt blir' her stille", rejste den nærmeste familie sig og gik ud. Jeg fulgtes med min far. Jeg gik bare og kiggede ned i gulvet, kunne slet ikke kigge på alle de folk der sad der, men fik bagefter at vide af min veninde, at kirken havde været fyldt, så der har nok været omkring 100 mennesker.
Vi samledes alle udenfor kirken og stod og snakkede lidt. Bedemanden kom hen og sagde farvel og gav mig kortene fra blomsterne. Min veninde kørte mig hjem til min far hvor jeg hældte kaffe på kander og læste kortene fra blomsterne. Lidt efter kom Lene og Anders, den familie Anika havde boet hos det sidste halve år, senere kom min tante og onkel, min far og hans kæreste og Anikas mor, hendes kæreste og Anikas yngste lillebror. Vi var alle triste men der var en dejlig stemning og vi snakkede om sjove episoder vi havde haft med Anika. Og pludselig var en af de værste dage i mit liv overstået - og jeg overlevede det.
Det er efterhånden længe siden jeg har skrevet alt det her ned men det er stadig lige hårdt at læse det og tænke tilbage til de forfærdelige dage.
Tina