Thomas

Her er historien om min dejlige bror Thomas, der døde den 11. juli 2006. Det var midt sommerferien, forinden havde jeg haft en meget stressende arbejdsperiode, og var endnu mærket af stress. Men denne dag havde været en god dag. Vi havde netop været ude at ride, vores store pige på 8 år havde redet en af sine første ture i skoven sammen med mig, og vores lille pige på 4 år var blevet trukket en tur rundt i skoven på hesten. Nu sad vi og spiste da telefonen ringede. Det var min mors mand, og han lød helt forkert, da han sagde at han havde noget forfærdeligt at fortælle. Jeg satte mig ned på sengen og sagde bange, Svend hvad er der sket ? Han svarede: Thomas er død. Thomas var ikke mødt på arbejde den dag, og det undrede hans kolleger, der prøvede flere gange i løbet af dagen at ringe til ham. Om eftermiddagen tog to af hans kolleger (den ene hans makker og ven gennem 24 år) hjem til Thomas. Thomas lå på sin seng og han var død. Kun 41 år gammel holdt hans hjerte op med at slå. Min mor og jeg kunne først se Thomas to dage efter. Da vi så ham lå han der i sengen fint svøbt i lagener, men han lignede mest en statue. Helt forstenet så han ud. Hans ører var helt blå. Selv om det var meget slemt at se ham sådan, ville jeg slet ikke ud af værelset igen. Det var jo min storebror, og jeg vidste at når jeg gik fra ham, ville jeg aldrig mere se ham. Jeg strøg ham igen og igen over håret. Gik ud og satte mig, men måtte derind igen og se ham, nusse ham på hånden der lå under lagenet. Jeg kunne ikke forlade ham. Til sidst forlod jeg alligevel værelset. To dage senere blev han bisat. Thomas var ikke medlem af folkekirken, så bisættelsen stod vi selv for i familien. Det var så smukt, med masser af blomster og venner og familien var samlet. Jeg talte ved hans kiste, med hånden på hans kiste holdt jeg en afskedstale for min elskede bror. Her er lidt af det jeg sagde.

Kære Thomas i dag skal vi tage afsked med dig .

Det er så svært, det er en meget stor sorg. For du har fyldt meget i vores liv og i vores hjerter. For dem du holdt af ville gå til månen hvis du kunne, du ville altid gerne hjælpe hvor du kunne. Din latter og din humor var smittende. Du hjalp fx med at hakke korkgulv op hjemme hos os. Et rigtigt møjjob, men hvor havde vi det dog sjovt imens. Bagefter lavede du sjov med det, og sagde at det havde været så interessant at du havde skrevet en bog om det. Jeg ved du ofte måtte kæmpe for at holde humøret oppe, men selv var du med til at sprede godt humør, med din måde at være på. Du har venner som du har kendt siden skoletiden. Det er der ikke mange der har. At du har det, at du kunne holde kontakt med de samme venner i så mange år, vidner også om at du var et ganske særligt menneske. Venner, kolleger og familien var meget vigtige for dig. Musik, film og historie var blandt dine interesser. Arbejdet var af fantastisk stor betydning for dig. Arbejdet holdt dig oppe i svære tider. Du kunne ikke undvære at arbejde, og jeg ved at det bliver svært for arbejdet at undvære dig. Du var en sjældent pligtopfyldende og uhyre afholdt kollega. Gartner afdelingen i Herlev har også lidt et uerstatteligt tab. Men det allervigtigste er ingen her i tvivl om hvem er, din øjesten dit livs lille lys. Amalie. Amalie der alt for tidligt har mistet sin højt elskede far. Jeg håber at vi må få lov til at være en del af Amalies liv, fordi vi elsker hende, og fordi vi gerne vil fortælle hende om hendes far, hans barndom, vise billeder og fortælle om sjove ting han har gjort. Thomas vi vil savne dine kvikke bemærkninger, din knastørre humor, dine uanmeldte besøg, med is eller andet godt til børnene og endda til Pjerrot (vores hund) . Din leg med Freja og Sissel, og med Pjerrot. Vi vil savne dig. Jeg vil savne den tillid du altid viste mig, og som jeg håber og tror at jeg aldrig svigtede. Senere talte min mor ved Thomas kiste og vi hørte "er der nogen i himlen".

Nu er det snart fire måneder siden Thomas døde, jeg savner ham hele tiden. Selv om jeg også tænker på andre ting tænker jeg på Thomas. Når jeg er glad er jeg også ked af det, for Thomas er død. Jeg kan ikke forstå det, dele af min bevidsthed nægter stadig at fatte at Thomas er væk, væk for altid. Min egen sorg fylder meget, men det er også tungt at vide at min mor har mistet sin søn, og Amalie der kun er 8 år har mistet sin far. Min farfar har mistet sit barnebarn (foruden at have mistet sin eneste søn for 10 år siden, og sin kone for 9 år siden). Mine børn har mistet deres sjove og kærlige onkel. De fortæller at de tænker på ham hele tiden.

Hverdagen og dens uendelige række af pligter, er der og det er både godt og skidt. Uden alle kravene ville sorgen nok fylde for meget, på den anden side set er det nogen gange helt uoverkommeligt at stå op og komme på arbejde. Koncentrationen og energien er voldsomt stækket, og det er svært for mig at huske alt hvad der skal huskes. Planlagte møder kommer som en overraskelse fordi jeg har glemt at der skulle være møde, selvom det står i kalenderen. Jeg orker ikke de møder. Jeg arbejder som skolelærer og har jo en del forældremøder og planlægningsmøder o.s.v. Denne del af arbejdet overkommer jeg næsten ikke at forholde mig til, og derfor kommer disse ting altid på tværs og det er jo en endnu større belastning fordi, de så ikke er planlagt i forhold til mine egne børn og deres pasning og min mands arbejdstider.

Hvor lang tid går der mon, før sorgen ikke fylder så meget og er så tung at bære. Jeg glæder mig til bare en dag uden tårer.

Min to år ældre storebror  Thomas Terkelsen døde 41 år gammel. Den 11. Juli 2006. Æret været min helt særlige brors minde.

Mange hilsener
Betina Thronsen