Martin
Jeg boede i et mindre værelse i Villaen, men fik til tider lov til at sove over hos min bror, det var altid så hyggeligt. En aften havde jeg besøg af en gammel veninde, vi skulle lave lektier, vi sov alle i hans lejlighed, og han var altid så sød at hjælpe os ( Som vi havde meget sjov med).
Min veninde havde mistet hendes lillebror engang for mange år siden, vi har tit talt om episoden, og jeg har med grædende øjne og sorg i hjertet, sat mig ind i hendes situation, og endda sagt og "troet" på jeg kunne sætte mig i hendes sted. Hvilket jeg fandt ud af senere i mit liv, at det var en stor løgn.....
Vi falder i søvn og som vi plejer, hørte en dejlig sang på repeat hele natten. Da jeg kun var 16 år, kørte min bror os ind i skole dagen efter han var 19 år, gladeligt fortalte han hele vejen om, at han ville pjække fra skolen og tage ud og stå på vandski, jeg var UTROLIG misundelig, og syntes det var vildt snyd. Ja han kørte mig endda forbi for lige at vise mig den fede motorbåd de skulle sejle med, ham og 2 kammerater.. Jeg blev sat af ved skolen og sagde farvel, aldrig har vi haft en så hyggelig aften dagen før, og hvis jeg bare vidste hvad der ville ske et par timer senere den morgen, havde jeg givet ham det største kram, sagt jeg elskede ham, og aldrig ladet ham slippe igen..
Jeg gik i klasse med min bedste veninde fra folkeskolen, det var fedt og efter skole tog vi altid på et pool sted for at hygge med klassekammeraterne. Det gjorde vi også denne dag, jeg gik op i baren for at ringe til min far, jeg ville ham intet, og vi ringede ALDRIG sammen med mindre der virkelig var noget vigtigt at sige, men noget sagde mig jeg skulle ringe til ham.. Jeg lånte telefonen og fik bare at vide at Martin var meldt savnet, og at jeg skulle komme så hurtig jeg kunne ud til Tirsbæk strand!!!
Jeg faldt sammen med røret i hånden og sad på gulvet, sagde ingen ting, græd kun. Jeg forstod ikke hvad beskeden betød, men min klasse kammerater kom og samlede mig op, og jeg tog bussen ud til fjorden med en af dem. Mange tanker gik igennem mit hoved, og jeg bildte mig selv ind, at jeg var sikker på, han da bare var sejlet over på den anden side af fjorden, for at få en is ved is huset.
Jeg husker ikke bus turen, men husker jeg mødte min far på en grus vej på vej ned til vandet, han steg ud af, bilen og sagde Martin var død. Der brød min verden sammen..
Vi kørte med vores præst Preben Kok ud til vandet, det var så smukt.. Han holdte en minde gudstjeneste, og bad om håb i at finde Martin, vi vidste alle at han ikke ville være i live, men håb om at han ikke skulle ligge der i det kolde vand for altid, vi ville have ham hjem..
Han var faldet på vandskien (sådan en hvor man står med siden til, der er kun en ski), vennerne havde sagt han skulle sejle ind i hæk bølgen, det plejer at være sjovt, så kan man komme op og plane på bølgen. Selv om de ikke sejler ret stærkt falder han pludselig, han rækker armen op, det var et tegn de havde så de andre kunne se man var ok, i Martins tilfælde betød det nok noget andet, for da vennerne er 2-3 meter fra ham, forsvinder han ved i dybet, og væk var han. Det var første gang han var på vandet uden rednings vest, mærkeligt nok, og hans bil hvor han havde lagt sit ur i imens de sejlede, var også punkteret på vej ned til stranden, måske et tegn på han skulle have blevet væk, uret gik senere i stå på præcis det tidspunkt han døde.. Begge venner hoppede i vandet for at lede efter ham, og efter et stykke tid sejlede den ene ind efter hjælp, imens den anden blev på stedet.
Det var den 22. august 1996, der var en folkevandring op og ned af fjordens begge sider, fra morgen til aften hver dag til han blev fundet, der gik 5 dage. Hele byen var flinke til at hjælpe, selv Mc Donalds kom med gratis burgere til alle, og ingen gav op, vi prøvede ALT, alle midler men intet håb. Før en fisker fandt ham i hans net.
Første gang jeg fik et lille smil frem, var da en lærer kom i skolen og sagde der var tlf til mig, Martin var fundet ! jeg var glad, hvis man kan sige man er glad, men han var hjemme igen...
Jeg husker ikke rigtig andet fra dagen han druknede, til et par uger efter, det er så sløret.
Men begravelsen var smuk, der var alt for mange mennesker til den lille kirke, og over halvdelen af dem måtte stå udenfor, og lytte til en højtaler. Jeg gik med hovedet mod jorden hele vejen op til kirken, der var så mange mennesker, og blomster ud over det hele.. Min far holdte en tale i kirken, jeg syntes stadigt det var utrolig gjort, Martin havde sagt til kort for inden, at hvis bare du er glad, så er jeg glad, det sluttede min far af med at sige til os alle.. Efter hvor vi alle mødtes, var der nogle der grinede lidt o.s.v jeg fattede ingen ting, hader stadig de mennesker, hvordan kunne de dog, min smerte var så stor - var deres ikke ligeså??
Han har det smukkeste gravsted, gør bare ondt at se, at hans træer efterhånden er nogle af de højeste, det minder mig om, hvor lang tid siden det er han blev revet bort..
Nogle år efter begik hans ene kammerat selvmord, han havde alt for meget skyld følelse.
Martin du er elsket og savnet, ved du stadig holder øje med mig
A