Jørn
Da jeg kom hjem til huset, åbnede min far døren, jeg kunne allerede der i døren føle noget isnende, fornemme at noget var galt. Jeg spurgte, hvad der var sket men fik ikke rigtig noget svar. Blot at vi skulle køre, min mor skulle til tandlægen (senere har jeg tænkt, at det var egentlig noget underligt noget, at køre til tandlægen, med tanke på det der var sket).
Jeg kunne se min mor havde grædt, og der var uendelig stille i bilen da vi kørte til tandlægen. I mit hoved skete alt, og det sugede koldt i min mave, men ingen sagde noget, og jeg kunne ikke, turde ikke spørge.
Hos tandlægen gik min mor ind med det samme, min far snakkede lavmælt med tandlægen, og jeg prøvede med ørerne på stilke, at høre hvad der blev sagt. Jeg fornemmede noget med død, og resten tror jeg blev til i min bange fantasi.
Tandlægen gik ind. Jeg blev alene med min far, tog mod til mig, og spurgte. Hvem er død, onkel Frede? Hvor jeg havde fået det fra i mit hoved ved jeg ikke.
Nej sagde min far, Jørn er død. Det var et koldt slag lige i hjerteregionen, samtidig med at jeg ikke forstod det. Han sagde ikke mere, sank ind i sig selv. I stilheden.
Men jeg måtte da ha' hørt forkert, Jørn var jo min 26 årige bror. Min bror som var så glad, sidste gang jeg så ham til min fars fødselsdag. Min bror som boede inde på sit værksted, fordi der havde været knas i ægteskabet, men som nu var på vej tilbage til konen, og derfor var så glad sidst vi sås.
Det hele var for underligt, for tavst, for koldt, isnende stilhed, gråd, som at være i et gravkammer hele dagen, derhjemme. Hvilket iøvrigt fortsatte i årevis årene fremover, hele min pubertetsopvækst.
Jeg turde ikke spørge, kunne ikke holde ud at være i stuen i kulden, se på min mor og far Kunne ikke gå, for jeg måtte ha' med hvad der skete her. Ingen talte alligevel med mig.
Jeg satte mig op på trappens øverste trin, bare sad der med mine kolde, ensomme, ubesvarede tanker hele eftermiddagen. Ingen lagde mærke til det.
Ved 17-18 tiden, hørte jeg pludselig et brøl, af højlydt gråd fra kældertrappen. Mine forældre farede derned, og tog sig af min 16 årige yngste bror, der kom hjem fra arbejde.
Meget mere huske jeg ikke fra den dag, andet end den var frygtelig, kold, ensom og fyldt med sorg.
Jeg var alene med mine tanker, ingen fortalte mig noget, og jeg måtte lytte mig til alt, hvad jeg kunne lytte mig til.
Jeg fandt ud af, at min bror havde hængt sig på sit værksted, og kun var blevet fundet fordi, hans hund havde været ved hans side, og havde hylet som en ulv, så hele Valby og Nordisk Film havde kunnet høre det fra kl. 4 om morgenen.
Der havde været 2 betjente i civil, som havde overrakt min mor beskeden i døren. (jeg forestiller mig dem stadig, som 2 kolde mænd i ens mørke frakker, kan se dem for mig, selvom jeg i virkeligheden ikke aner hvordan de så ud.)
De holdt mig hjemme i gravkammeret, flere dage, jeg behøvede ikke gå i skole sagde de. Hvorfor forstår jeg ikke, det var forfærdeligt at være derhjemme, det var koldt, ensomt, og minutterne sneglede sig afsted, med de ubesvarede spørgsmål i mit hoved.
Jeg kunne ha' spurgt, men allerede der fødtes i mit sind, det der resten af mit liv blev, træd ikke i sorgen, lad være at gøre nogen ked af det, hvis det kan undgås. Angsten for at gøre nogen kede af det.
Min mor og far, vi, skulle ind på patologisk eller panum, og se min bror, og sige ja til det var ham.
Jeg husker de hvide kolde fliser, som jeg så, indefra bilen da vi holdt udenfor, jeg husker jeg ikke ville med ind, og jeg husker min mors skrig, som jeg kunne høre helt ud i bilen.
Jeg husker bisættelsen. Gråd og sorg, og skrig, jeg husker jeg følte mig helt alene i verden, og jeg husker at jeg løb fra kapellet. Bare løb, løb ud i luften. Helt tom indeni. Mine forældre eller brødre ænsede det ikke, de var i deres egen sorg.
Dog pludselig, var der alligevel en der tog den lille piges hånd, det var min mellemste brors kone. Jeg følte varmen, bare det ikke at være helt alene. Og jeg har aldrig i mit liv glemt hende for det.
Næste dag ville jeg i skole, jeg kunne ikke holde det ud.
Men i skolen, sagde ingen et ord, de blev bare stille om mig. Dog en regnelærer kom ned og klappede mig stille på hovedet, det var alt. Jeg ville ønske de havde sagt noget, talt med og til mig.
Det var kvælende, med is, sorg, og stilhed. Tomhed.
Ingen tænkte jeg kunne ha' behov for at tale, at blive trøstet, om jeg havde spørgsmål, eller at jeg kunne sørge over min bror. De mente bare jeg var for lille til det hele, og havde nok i deres eget. Livet blev et koldt gravkammer, fester var ikke fester, og man passede på ikke komme ind på emnet der kunne få alle til at bryde ud i gråd.
Sådan fortsatte det i årevis.
Og det bli'r aldrig slut, sorgen er nemmere at håndtere, men med mellemrum dukker noget op, der viser at den aldrig stopper.
At livet blev præget fra den dag, vores måde at være på overfor mennesker, og vores måde at reagere på.
Hårde skaller, med blødende kød indeni.
Hvor ville jeg ønske, at der havde været sorggrupper for børn dengang for 40 år siden nogen, som ville ha' talt med mig. Til mig. Jeg sidder opløst i gråd den dag i dag, fordi jeg har skrevet min historie til dig, men samtidig er det godt at få muligheden.
Men her kan man se hvor vigtigt det er, at børn får talt om sorgen, så det ikke præger hele deres liv, som det har gjort for mig.
Connie