Charlottes tanker efter et Søskendekram arrangement

Giver det mening!

”Charlotte – hvis du ikke havde lagt den video op. Så var jeg ikke kommet ud af min bil”. Ordene bliver sagt af en smuk ung kvinde med de mest fantastiske øjne. Hun kigger på mig og det rammer mig dybt. Men jeg ved godt, hvorfor hun siger det. For en ting er, at sidde derhjemme og skrive om smerten og sorgen. En helt anden ting er, at træde ind over dørtærsklen og se andre mennesker i øjnene. Rigtige mennesker, som kan identificere sig med din sorg. Jeg kan mærke hendes ord helt nede i maven. Jeg kan mærke tårerne presse på. Havde ellers grædt hele vejen i bilen. På vej til et fællesskab. Et fællesskab ingen ønsker, at være medlem af. Et fællesskab som bliver fuldstændig fantastisk…….Du skal være der for, at forstå det. Men alligevel så vil jeg helst ikke, at jeg skal møde dig i det her fællesskab. For det indeholder tårer, sorg og døden. Men det indeholder også grin og kram og ikke mindst forståelse. Det indeholder genkendelse og følelsen af, at man ikke er alene. At man ikke er ensom, alene. Man kan nemlig spejle sig i hende med de smukke øjne. Eller i ham med de fede tatoveringer. Samtidig så indeholder det så meget kærlighed. Det bliver faktisk ikke smukkere.

Vi holdt møde i går. Et lille møde i Søskendekram. Søskendekram som jeg startede op efter min lillebror, René døde i 2002. Et fællesskab for søskende der har mistet søskende. Hver gang jeg selv deltager. Så bliver jeg ramt. Ramt af en form for eksamensangst. En frygt for at fejle. Hver gang får jeg ondt i maven. For her er det ærlighed i den reneste form der er tilstede. Her er det snakke omkring det værste der kan ramme os mennesker. Nemlig ensomhed – også døden. Men lige netop ensomhed er en fællesnævner for os søskende der har mistet en bror eller søster. Selv om vi sidder der rundt om bordet i en fælles form for sorg. Selv om vi alle kan nikke til følelsen af, at smerten er så massiv – som at få fjernet hele sin identitet. Som at få flået huden af – uden at være i narkose. Så er min sorg og smerte min. Ingen kan sige, at de føler det samme som mig. For det er forskelligt. Der kan være fællesnævnere. Der kan være fællestræk. Der kan være reaktioner fra omgivelserne der gør, at vi kan genkende historierne der fortælles.

At sidde og være i det rum er så frygteligt og samtidig fuldstændig fantastisk. I går var der 2 nye kvinder med, som jeg aldrig har mødt før. Kun online. Til møderne starter vi på samme måde, som vi altid har gjort. Den der står for mødet byder velkommen. Så tager vi en runde, hvor vi kort fortæller om vores tab. Det er hårdt at lytte til. Jeg har hørt om sorgen i snart 17 år. Jeg har grædt både udvendig og indvendig i 17 år. Jeg har skullet samle andre op, når de falder sammen. Jeg er knækket sammen mange gange i bilen på vej hjem – efter møderne. Men først og fremmest, så er jeg hver eneste gang blevet så imponeret over det rum, som jeg har skabt. Jeg har formet et lille fællesskab – som er fleksibelt. Der er plads til alle. Det har blot en høj pris, at kunne være med. 

I går talte vi om misbrug, om hash og alkohol. Vi talte om angst og depressioner. Vi talte om hvordan det var at miste, når man allerede havde prøvet det en gang. Hvordan det ribber op i den sorg, som vi alle kæmper med, at holde styr på. Vi talte om kampen for, at blive accepteret af vores omgivelser. Vi talte om ensomheden som vi alle er ramt af. Vi talte meget om tro og hvor vores søskende tager hen, når de dør. 
Vi talte feks om tilgivelse og had. Prøv at forestille dig dette scenarie. Din søster er på vej hjem fra byen. Hun går langs en mørk landevej. Måske er hun ikke helt æddru. Der kommer en bil. Bilen rammer hende og hun dør efterfølgende på sygehuset. Chaufføren af den bil – det menneske som førte bilen. De tanker og det had man kunne have til det menneske. Vi talte om, at række hånden ud og finde det menneske og måske tilgive. Ville det sætte et punktum for noget af den smerte man bar rundt på? Ville det hjælpe det menneske som havde kørt ens søster ned? Er vi så store mennesker, at vi kan rumme den tanke – tilgivelse…………og vil det også hjælpe os selv i vores sorg over, at have mistet?

Vi talte om, at vores omgivelser tror, at vi er kommet over sorgen lige så snart vi griner eller tager en tur i Tivoli. Vi talte om, at vores omgivelser heldigvis ikke kan sætte sig ind i vores sorg – da de ikke selv har prøvet det på egen krop. Vi talte om den manglende forståelse for, at vi også 10 år efter savner. For vi lærer at leve med sorgen – men vi accepterer den ikke!
Hver eneste af de mennesker jeg var sammen med i går. Hver eneste – var privilegeret. De havde nogle fantastiske søskende. De har nogle fantastiske søskende. For selv om de er døde. Så er de hos os hver dag. De er her, der og alle vegne. Jeg var stolt i går – det er jeg også her til morgen. Jeg var også træt i går, da jeg kom hjem. At møde så mange mennesker. At høre deres historier. At mærke al den kærlighed de rummer. Det er samtidig også, at høre den smerte de har. At høre dem fortælle om deres tab. At mærke stoltheden i deres stemme og samtidig høre stemmen der ryster. At være i det fællesskab, sammen. Det er så fuldstændig fantastisk. 

Tak til alle Jer der mødte frem. Tak for Jeres ord og tak for Jer. Tak!

Sammen kan vi løfte hinanden. Sammen kan vi klare hele verden. I vores fortrolige rum kan vi fortælle det bedste og det værste. Ærligheden er så unik. Det er verdens fornemmeste fællesskab. Vi kan alt, sammen. For sammen kan vi tørre hinandens tårer, sammen kan vi sige, at vi er ok, sammen kan vi faktisk skabe magi!!


Giver det mening?