Vicki
Vi fik min far bisat, men der gik kun 5 uger efter hans død, så skulle vi igen til begravelse. Denne gang var det min onkel som var død. Det kunne bare ikke passe, vi skulle bare ikke igennem dette her igen, men desværre jo. Nu skulle familien til at passe på hinanden, men min fars død fik os børn til at glide fra hinanden, men det måtte vi jo bare finde os I. Der gik en tid og jeg fandt ud af at jeg ikke kunne sammen med min mand mere og vi blev skilt, men som gode venner. Så gik tiden ret stille et godt stykke tid, men min familie ville ikke snakke med mig om min fars død, og jeg trængte længere og længere ind i mig selv. Min familie hørte jeg ikke meget fra for de mente jeg var blevet underlig, men det tror da pokker når de ikke vil snakke med en.
Tiden gik og lige indtil D. 03/08-2004 der skete det igen. Min storebror og hans kone mistede tre små drenge i 23. uge. Det kunne jeg slet ikke holde til, det kunne bare ikke passe at vores familie skulle miste flere, men jo. Jeg kunne ikke være med til det, og sagde det til dem som det var. „Det er bare iorden“ sagde min svigerinde, men nej. Jeg skal lige love for at helvede brød løs, min egen bror kaldte mig psykopat og alle mulige andre ting. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg var ved at overveje at tage mit eget liv, men lod være. Jeg kunne ikke klare mere så min kæreste og jeg vi flyttede til Fyn, skulle bare væk fra dem allesammen, alle dem som havde gjort mig ondt. Jeg startede på en frisk og fik det godt, troede rigtigt at nu skulle jeg hjem til min fødselsdag her D.06/04-05, men nej.
Vi blev ringet op af min søster Mandag D. 04/04-05. Janni, Vicki(min lillesøster) er kommet på sygehuset med en hjerneblødning. det eneste jeg sagde var „Det passer ikke“, det gjorde det desværre. Vi tog det først tog til Holstebro, men i toget ringede min ældste søster og sagde „Janni, Vicki er død“. „Det passer ikke sagde jeg“, „Jo, de holder hende i live til I kommer til Århus“ sagde hun. Det sidste stykke vej i toget græd jeg som aldrig før, det kunne bare ikke passe at min dejlige søster på kun 22år skulle herfra nu. det måtte være en fejl, men endnu engang tog jeg fejl.
Vi har fået at vide, det Vicki fejlede kunne være arveligt. Det var en udposning på en pulsåre. Nu skal vi allesammen scannes for at se om vi også har det, men der er lang ventetid, så det er ikke nemt til hverdag at vente.
Meningen med denne historie er I skal passe på jer selv og lev som om det er jeres sidste dag for man ved aldrig hvornår det er ens tur.
Pas på jer selv.
Knuzz Janni
