Thomas

Thomases historie
Det var tirsdag d. 14-10-03 og kl. var vel omkring 10-11 eller sådan noget... Jeg gik hjemme hos mine forældre og malede første salen, da en politibil kom kørende og stoppede uden for indkørslen. To betjente, en mandlig og en kvindelig, kom ud af bilen. Jeg stod allerede nede ved hoveddøren inden de nåede, at banke på. De spurgte efter mine forældre og da jeg fortalte, at de var på arbejde, spurgte de til hvem jeg var. Jeg fortalte, at jeg var deres datter. Den mandlige betjent spurgte om de måtte komme indenfor og bad mig sætte mig ned. Og der kom slaget - den våde vaskeklud lige i ansigtet - "Thomas Jensen er afgået ved døden" Min kære lillebror - min højt-elskede lillebror - min bedste ven..... Jeg kunne brække mig og jeg var flere gange ved, at slå hovedet ned i bordet. Jeg blev ved med, at sige "Det er løgn, det er løgn". Betjenten fortalte, at han var kørt galt på sin motorcykel - ud over en lille skrænt og var landet i en å. Han spurgte om jeg kunne få fat i mine forældre. Jeg fortalte, at min far vidste jeg ikke hvor var, men at min mor arbejde på Falck i Måløv og at vi bare kunne kører derud. Jeg ville være den der fortalt min mor det. Det skulle en eller anden betjent ikke gøre.

Lige inden vi kørte ringede jeg stortudende til min kæreste og fortalte ham hvad der var sket , han smed hvad han havde i hænderne og kørte med det samme ud mod Falck-stationen.

Da politiet og jeg kom til falck-stationen gik vi af bagvejen op - det var jo den nemmeste vej op til min mor. Hun sad og talte i telefon med en redder, da jeg kom ind af døren efterfulgt af to betjente... Hun kiggede på mig og spurgte "hvad er der sket" - og der brød jeg sammen. Jeg sagde bare "det er Thomas" og så skreg hun - hun ligesom gled ned af stolen og gemte sig under bordet mens hun bare skreg..... Alle i hendes afdeling kom løbende både for, at se hvad der var sket og for at hjælpe... Jeg kan stadig hører min mor skrige....... et uhyggeligt skrig, men jeg syntes stadig, at jeg gjorde det rette ved selv, at fortælle hende det.

Vi blev ført ind på chefens kontor og lidt efter kom Peter (min kæreste), politiet var i fuld gang med, at lokaliserer min far. Han er ventilationsmontør og gik på det tidspunkt på Hvidovre hospital. Frederikssund Politi ringede derfor til Hvidovre Politi som straks kørte til Hvidovre hospital og fandt hurtigt min far. Der gik ikke mere end en halv time efter så var han også på falck-stationen. Der blev ringet efter en psykolog, som stod der 20 min. senere og da hun kom kørte politiet igen... Vi sad lidt i fuldkommen chok og bare græd og stirrede ud i luften.

Hvorfor ved jeg ikke, men jeg ringede rundt til forskellige mennesker og fortalte hvad der var sket. Efter et stykke tid fik vi at vide, at der var en p-vogn på vej til os så vi kunne komme på hospitalet for at se Thomas.... Den vej fra Måløv til Frederikssund Sygehus - det var bare den længste vej overhoved... Det var et uhyggeligt syn - at se sin lillebror ligge der.. Han var små-blå i hovedet - han var kørt galt om mandagen d. 13 og blev først fundet om tirsdagen - men hans ansigt var fredfuldt og han lignede en der sov...

Da vi kom hjem fra hospitalet lå der allerede blomster på dørtrinet - det var fra en af Thomas' kammerater, som havde været med til at hente ham.. de følgende dage væltede det ind med blomster og mennesker.. Mine forældre var fuldstændige i chok - ja det var vi alle sammen jo - men jeg følte lidt, at nu skulle jeg træde til og få styr over tingene.. sørge for at de mennesker der kom og gik fik kaffe og the og alle de blomster der kom blev sat i vand.

Den nat kunne jeg overhoved ikke sove - hver gang jeg lukkede mine øjne så jeg min brors ansigt fra da vi var oppe og se ham. Jeg græd hele natten - og det resulterede i, at både mine forældre og kæreste sad oppe hele natten, drak the og snakkede.. Det var først ved seks-tiden næste morgen jeg faldt i søvn... To timers søvn det var ikke meget men alligevel følte jeg mig ikke træt..

Om onsdagen tog Peter og jeg op på hospitalet for, at se min bror igen og sige ordentlig farvel - Han var blevet gjort i stand og lå i hvilerummet. Han lå jo bare der og sov - det eneste jeg manglede var en snorke lyd... Han var så pæn som han lå der... Men han skulle ikke ligge der. Han skulle sidde hjemme i stuen hos mine forældre og se tv som han plejede...

Torsdag var hård, rigtig hård - ikke nok med, at det var mine forældres bryllupsdag men det var også min mors fødselsdag.. Når vi når til 1-årsdagen for ulykken kan vi også fejre mine forældres sølvbryllup og mor's 50 års fødselsdag....

Mandagen efter skulle bisættelsen foregå - det var den sværeste og værste dag i hele mit 27 år lange liv.. Aldrig har jeg set så mange blomster - aldrig har jeg set så mange mennesker. Der var ikke plads i kirken til alle de mennesker... Mine to fætre, min onkel, Thomas' to bedste venner og jeg bar kirsten ud til rustvognen - Den tur ned af kirkegulvet kan jeg overhoved ikke huske. Peter stod og hold rundt om mit liv da rustvognen skulle til at køre. Lige i det den begyndte at køre knækkede benene under mig - havde det ikke været for Peter som havde et fast tag i mig, var jeg dejset. Jeg kunne slet ikke ha' at de kørte væk med min lillebror.

Jeg havde det ikke godt med, at vide, at jeg ikke vidste hvor min bror var. Først da vi fik urnen og fik sat den i jorden var det som om, at jeg fik en lettelse over mig. Det var som om, at nu havde jeg et sted, at gå hen og tale med ham.

Tiden efter har gået meget op og ned. Lige efter urne-nedsættelsen havde jeg det fint - men det skulle hurtigt vende. Jeg kunne ikke sove. Hvis Peter var faldet i søvn før mig følte jeg, at jeg var helt alene i verdenen. Jeg græd og græd og måtte vække ham for, at få ham til, at ligge vågen til jeg selv var faldet i søvn. Når vi var ude at køre kunne jeg det ene øjeblik sidde og grine og det næste græde.. Det var især svært i starten, at køre bil alene...

Nu har jeg det ok - jeg har selvfølgelig stadig mine nedture men jeg er blevet bedre til, at tackle dem. Er jeg ked af det en dag - jamen så tager jeg på kirkegården og snakker med Thomas. Jeg har fået job hos Falck ligesom min mor og de ved også lige nøjagtig hvordan de skal håndterer det, hvis jeg bliver ked af det. Min familie er også helt kanon at snakke med og så har jeg jo Peter - han kan se på mig når jeg har en off-dag, så sætter vi os og taler om det. Eller går en lang tur med Zaki (vores hund) mens vi taler tingene igennem.

Ved ulykken har jeg lært, at man skal leve i nu'et og tag intet for givet... Det går langsomt fremad - et skridt frem og to tilbage.

Min elskede lillebror Thomas blev 23 år.