Rasmus

Rasmuses historie
Det var ved at være slutningen på sommeren 2007 – en dejlig lun august dag og jeg tog toget hjem til Fyn fra København for at fejre min fødselsdag og holde nogle velfortjente fridage sammen med familien.

Det var fredag formiddag og jeg glædede mig meget til at komme hjem og væk fra storbyen. Slappe af med familien og især se min lillebror på 17 år. Ham som var min solstråle, min evige kilde til ubetinget kærlighed, trods vores store aldersforskel på 13 år. Han var også min store bekymring, fordi det eneste jeg ønskede i denne verden var, at det skulle gå ham godt.

Jeg bliver hentet ved toget af min mor og sammen kører vi op og handler, i det supermarked hvor min lillebror arbejder efter skole som flaskedreng. Drøner rundt i butikken for at finde ham…. og lige pludselig står han der, min store lillebror, som efterhånden er blevet et hoved højere end mig. Går hen til ham, giver ham et kram og kys på kinden. Han rødmer en smule og jeg siger til ham, at han skal give sin søster noget kærlighed og grinende siger han; Ja ja men jeg er jo på arbejde. Vi griner lidt og fjoller rundt som vi altid gør. Vi forlader butikken og jeg glæder mig til han har fri og kommer hjem til os.

Da han kommer hjem om aftenen sidder vi og taler, mens han får noget af spise. Han kommer ind med min fødselsdagsgave. Humøret er højt… vi griner og pjatter. Sammen går vi ned på hans værelse og taler lidt sammen, mens han gør sig klar til at køre en tur over til sine venner og sige hej. Kl. ca. 21.00 tager han af sted og siger, at han snart vil være tilbage, da han skal tidlig op og på arbejde dagen efter.

Resten af aftenen sidder vi og ser fjernsyn…. Min mor forsøger ved 23.00 tiden at ringe til Rasmus, men telefonen går direkte på telefonsvarer. Vi taler om, at han nok er løbet tør for strøm og snart dukker op. Vi går alle i seng…

Kl. 00.33 efter at være døset hen, vågner jeg og kan høre stemmer ude i gangen. Hører Rasmus´s far sige; Ja, men kom indenfor. Jeg mærker straks angsten og kan huske jeg tænker; Hvad har han nu lavet. Får meget hurtigt tøj på og kommer ud i køkkenet. Der står 2 betjente. Min mor sidder og græder…

Jeg hører ikke betjentene sige noget, fornemmer bare ordet død og siger; det passer ikke, det passer ikke – skriger - åbner døren ud til, skal have luft, kan ikke trække vejret og der opstår kaos oppe i mit hoved.

Efter noget tid kører vi ind til sygehuset. Vi skal ind og identificere ham. Da vi ankommer til sygehuset er der en masse politi og en sygeplejerske kommer hen og siger; Jeg kondolerer. Indtil da har jeg ikke grædt – jeg har siddet helt stiv i bilen og bedt til de højere magter, at dette er en fejl, at det ikke passer og at når vi kommer ind på sygehuset, så er han stadig i live og det hele har været en stor misforståelse. Men da sygeplejersken siger dette, begynder virkeligheden at gå op for mig. Vi bliver ført ind på en stue og jeg synes, at der går en evighed før, at vi kan komme til at se ham. En læge kommer og fortæller, at han ikke synes, at vi skal se hans ansigt, da han er meget medtaget og ikke pæn i ansigtet.

Efter noget tid bliver vi ført ind til det rum, hvor min lillebror ligger. Da de åbner døren, er jeg ikke i tvivl – der ligger det mennesker på denne jord, som jeg elsker allermest. Han har hovedet under et klæde, men ikke et sekund er jeg i tvivl om, at det er ham – og så kommer tårerne…

Jeg går ind i rummet, falder ned på hans brystkassen og verden forsvinder under mine fødder. Det er intet ord som kan beskrive de følelser, det må være ubeskriveligt. Hans krop er allerede hård og kold – tager hans hånd og holder den op til mit hjerte. Vi græder alle sammen, står omkring ham – går ud, går ind igen, alene og sammen på skift. Det eneste jeg husker, at jeg siger til min mor er; Rasmus er ikke længere her, han er ikke længere i den krop – det var hans ydre som lå der, men Rasmus var taget af sted.

Vi kører hjemad efter nogle timer og det er nogle lange og seje timer, hvor vi venter på, at morgenen skal komme så vi kan ringe til familien og fortælle, hvad som er sket i løbet af natten. Vi går alle hvileløst rundt. Jeg ligger nede på hans seng – husker ikke ret meget – det føles som om, at jeg er blevet lukket inde i en osteklokke og verden står stille.

Ved en 7-tiden får min mor ringet til familien i Jylland – vi vækker dem. Rasmus´s far får ringet til bedemanden og Rasmus´s arbejde, da han jo skulle have været tidlig på job. Tidligt på morgenen begynder hans kammerater også at ringe – spørger om det er rigtigt, hvad de hører. Resten af dagen er et stort kaos – mennesker ringer, min mors søster og hendes mand kommer fra Jylland, Rasmus´s kammerater kommer, jeg selv ringer til nogle af mine nærmeste venner og snart er stuen fyldt med mennesker og blomster. Selv stod jeg magtesløs, så en dårlig dårlig film køre forbi udenfor mig, som jeg ikke følte jeg var en del af og følelse af total kaos i hovedet og magtesløshed i kroppen.

De efterfølgende 6 dage er slørede i min erindring og flyder sammen. Husker bedemanden og præsten som kommer. Hver dag er vi ude på landevejen, på det sted hvor min lillebror og hans kammerat Thomas´s skæbne så fatalt endte den aften i august, da en bilist med høj fart, ramte Rasmus´s scooter bagfra, med så meget kraft, at de begge døde på stedet. Et stort område er dækket af blomster, breve og tændte lys – dele fra scooteren, som er blevet total smadret er samlet op og lagt på stedet.

Om onsdagen skal vi køre ham fra sygehuset og ned til kapellet – jeg frygter den oplevelse at skulle se ham igen. Bedemanden har fået hans ynglings tøj, pude og dyne med, som han skal have på og med i kisten. Selv jeg har printet hans konfirmationstale fra mig til ham samt en musik dvd, som jeg engang købte til ham, som han skal have med i kisten. Da vi ankommer til sygehus kapellet går jeg alene ind til ham – det er et smukt lille kapel og han ligger meget fredfyldt der i kisten med hans tøj på og med stearinlys tændt rundt omkring. Jeg sætter mig og taler med ham – og går samtidig rigtig mange gange rundt om kisten, holder hans hånd og ligger tingene ned i kisten. Jeg fatter stadig ikke, at det er min lillebror som ligger der – alting virker stadig utrolig surrealistisk. Men trods mine bange anelser omkring at skulle se ham igen, bliver det faktisk en ”smuk” oplevelse, hvis man kan kalde det det – men fredfyldt. Vi synger en samle og ber en bøn mens vi alle står samlet om kisten – det er kun lige den allernærmeste familie som er med – og bagefter bærer vi ham ud i vognen og kører af sted. Da vi kommer ned til kirkens kapel ligger Thomas også derinde – hans bisættelse skal være dagen efter Rasmus´s.

Torsdag den 6. september skal han bisættes fra Rønninge kirke på Fyn. Vågner alt for tidligt, som alle de andre dage. Det er en smuk efterårs dag og solen skinner fra en skyfri himmel. Da vi ankommer til kirken, er vi de første. Kirken er fyldt med de smukkeste blomster og blomsterne oppe på kisten er så utrolig smukke. Jeg har bestemt at han skal have hvide liljer og røde roser, som smukt dækker hele låget. Kirken bliver efterhånden prop fyldt og folk må stå op. Jeg er mine nærmeste venner dybt taknemlige for, at de kom til Fyn den dag og var der som støtte og trøst for mig. Uden dem var jeg aldrig kommet igennem den dag og aldrig kommet hertil hvor jeg er i dag. Præsten er et af de mest fantastiske mennesker og er ham dybt taknemlig for, at han var en del af, at give Rasmus sådan en smuk bisættelse. Han har været en stor støtte for vores familie både før og efter bisættelsen – og hans tale var så rammende og personlig.

Citat fra præsten; Han havde en kærlighedsaffære med livet. Altid fest og farver og altid med musikken til, den musik som Rasmus elskede. Nu er det jer, der skal spille videre. Det er jer, der nu skal gå vejen tilbage til livet og sætte musikken til. Og der vil være dage, hvor den vil være fuld af sorg og længsel og dage hvor livet kommer bag på jer igen og tager magten fra jer og giver jer blik for alt det dejlige, også det, som Rasmus var for jer. Tag vare på det, åben jeres øjne og ører og gør noget ved det liv, som I har fået og tag vare på dem, som I har fået at leve det sammen med. Det var jo det Rasmus ville.

Det er nu over 2 år siden jeg sidst så ham og jeg begyndte at skrive denne historie og der går endnu ikke en dag, hvor han ikke er i mine tanker op til flere gange. Der går endnu ikke en dag uden af savnet og manglen efter ham mærkes i min krop og sjæl. Ingen ord beskriver min ubetingede kærlighed til ham. Jeg ser tit Rasmus foran mig – han siger; Jane du kan lige vove på at lade livet gå i stå, du har bare at leve som var hverdag din sidste. Rasmus elskede livet så meget og det ved jeg, at han også ønsker at jeg gør, selvom det nogle dage virker ligegyldigt.

Endnu et citat fra præsten, som jeg synes er meget meget smukt og rammende;

Jo, det værste er hændt for jer nu. Det kan ikke blive meget værre. I har oplevet det værste nu. Det er sket. Der er kun en ting at frygte og det er det liv, der venter på os nu. For hvordan finder vi mon tilbage til det og er der overhovedet et liv tilbage og hvad mon det liv vil blive for et og vil vi have det, sådan som det er nu. Ja, en ting er sikkert, nemt bliver det ikke og uden vilje går det slet ikke. For det vil blive et anderledes liv, et helt anderledes liv, et liv, som er mæsket, et liv, der for evigt vil være mærket af det, som nu er sket. Anderledes kan det ikke være. Og det skal det heller ikke. For det ville jo være det samme som at gøre alt det, som Rasmus har været for jer til ingenting.