Kim

Kims historie
Da min bror døde var han kun 13 år 1 måned og 29 dage.  - jeg selv var 10 år.

Vi havde to måneder inden fået en dejlig lillesøster, som vi begge var rigtig glade for. alt kørte der hjemme, vi havde efter en længere periode, med en masse skænderier, fået det hele op at køre og var blevet en skøn familie på 5, det var sådan en dejlig tid.

Det hele startede d. 10/10 2004, vi havde lige fået efterårsferie. Den havde vi begge to set meget frem til, vi skulle nemlig på ferie. Men sådan skulle det ikke være...

Det er nu 6½ år siden min storebror blev slået ihjel i en ulykke. Dagen var ellers startet så godt, jeg havde fået lov at sove på han værelse, jeg var pave stolt! Jeg så utrolig meget op til ham, han var en rigtig god bror.
             
Vores forældre er skilt, så dengang skiftede vi mellem at være hos dem, denne aften skulle vi hjem til far og sove. Så da det blev aften skulle vi ned til ham. Da vi var færdige med at spise aftensmad, have vi aftalt at vi sammen skulle cykle ned til ham. På vej ned til min far, blev vi uvenner fordi han ikke ville lade mig cykle på vejen, men jeg skulle blive på fortovet, sådan var han. Han beskyttede mig mod alt og alle.

Da vi var kommet ned til min far, ville han vise kim et billede af hans skib, det skulle bygges større. Kim var meget interresseret i det, så han lyttede spændt, da far begyndte at fortælle om det hele. Min far er skibber, og havde dengang også sig eget trawl værksted. Han skulle lige netop denne aften, have hjælp af Kim og en af hans venner. De skulle låne fars truck og kører noget trawl fra værkstedet ned på et andet værksted på haven. Det synes jeg lød enorm spændende, så jeg fik lov at komme med også.

Da vi havde kørt et par ture, synes jeg ikke det var så spændende mere, jeg frøs og ville gerne hjem, så jeg blev sat af derhjemme, mens de forsatte. De synes det var rigtig sjovt, de fik jo lov at kører trucken. Da jeg var kommet hjem, gik jeg lidt rundt i huset og satte mig til at se fjernsyn, da Kims ven pludselig kom og råbte: hjælp mig! Kim er blevet kørt ned af trucken, der er blevet ringet efter ambulancen... det føltes som om mit hjerte holdt op med at banke, jeg kunne ikke trække vejret. Jeg troede jo, at det var hans arm der var blevet kørt af eller noget i den stil.

Det var min brors ven der havde kørt trucken. På gaflerne af trucken, havde der været en stor bunke med net, som kim havde sat ovenpå. Så havde han fået overbalance og var faldet ned, og havde så fået gaflerne i hovedet, og trucken var forsat over ham.. Jeg kan huske da hans ven sagde: jeg havde ikke opdaget noget, jeg kørte og pludselig mærkede jeg et bump, så kiggede jeg tilbage og så kim ligge der... Det gør så ondt inden i mig, hver gang jeg tænker på netop den sætning.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, jeg løb ned til ulykkestedet, men idet sammen jeg fik øje på ham, kunne jeg ikke gå tættere på. Jeg kunne se min bror ligge livløs på gaden, med en masse falck folk, der gjorde alt hvad de kunne for at få ham genoplivet, mere så jeg ikke før min fars kone kom og hentede mig, så vi kunne komme hjem til min mor, som gik intet andende derhjemme, og passede min dengang 2 måneder gamle søster. Hun kørte afsted sammen med min fars kone.

Kort efter var min mormor og morfar hos mig, og et par timer efter var huset fyldt med hele min familie. Jeg havde stadig ikke opfattet, at muligheden var der for at han ville dø - og chancerne var store. Men så kom min morfar hen til mig, så sagde han: Pernille, vi har mistet ham. Jeg forstod ikke hvad han sagde, jeg følte mig fuldstændig magetsløs. Han skulle bare hjælpe min far, men det endte sådan.. Jeg forstår det stadig ikke. Jeg går stadig rundt med følelsen af, at han en dag vil træde ind af døren igen - og hvis han gjorde det, ville jeg ikke blive overrasket. Det ville være det mest naturlige for mig.

Jeg savner ham så ubeskriveligt meget, hver eneste dag. Jeg forstår ikke, hvorfor... det kommer jeg aldrig til.. Han var 13 år, han fik næsten ikke lov at leve livet, før det blev taget fra ham.. Det skærer i mit hjerte hver eneste dag, det er en ubeskrivelig smerte... jeg savner dig :'(...