Dennis
Min storebror Dennis døde for 3 år siden. Helt præcist den 16. november mellem kl. 15 og 16. På det tidspunkt sidder jeg i et S-tog sammen med min niece Louise på dengang 8 år. Hun skal på efterårsferie hos min mand og jeg for første gang. Vi glæder os alle tre så meget til at hygge sammen. Så mange ting vi skal lave. Men imens vi sidder der i toget og glæder os, Louise og jeg, ligger min storebror på Hillerød sygehus og lider de største smerter kaldende på sin mor.
Det er fredag. Min storebror, som er udviklingshæmmet og bor på døgninstitution, skal hjem på weekend hos vores mor. Han kommer altid hjem på weekend hos mor hver anden weekend, på skift med vores lillebror, Michael, som også er udviklingshæmmet. En weekend Dennis altid glæder sig så meget til, for han elsker ingen anden højere end sin mor. Mor er der altid for ham. Også da far langsomt trækker sig til side og frasiger sig al ansvar over for sine udviklingshæmmede sønner. Jeg tror, at han synes de er besværlige - tager for meget tid. Jeg ved det ikke, for han snakker aldrig om dem. Men han forsvinder ud af deres liv. Og ligeså langsomt også ud af mit.
Torsdag aften bliver min mor ringet op af Dennis' institution. Dennis er blevet syg med feber og ondt i maven og opkastninger. Det er ikke noget alvorligt, siger de. De regner med, at han godt kan komme hjem på weekend fredag. Fredag formiddag ringer de igen fra institutionen. Dennis har haft en dårlig nat med mavekramper og opkastninger. De tror, at han måske har fået tarmslyng. Men det bliver værre. En ambulance er på vej for at hente Dennis. Han har så stærke smerter, at han ligger sig på gulvet i fosterstilling og jamrer. Også selvom personalet ligger ham op i sin seng, kravler han atter ned på gulvet og jamrer og græder. Han begynder at banke hovedet ind i væggen af bar smerter. Hans læber er blevet blå.
Falck: ankommer, men i mellem tiden mister han bevidstheden. Han bliver med udrykning kørt til Hillerød sygehus, hvor plejepersonalet tager over. Men Dennis er bange. Ved ikke, hvad det er der foregår. Alle de smerter og alle de mennesker. Han kalder på sin mor. Han skulle have været hos hende nu, men selv hun ved ikke i de minutter, hvad Dennis går igennem. Hun ved ikke, hvor galt det er til med ham, men går derhjemme og venter på næste opkald fra institutionen.
De beslutter at røngtenfotografere ham, efter at have lavet alle andre undersøgelser, uden resultat. Men Dennis er så urolig. Hiver sonden op af maven og vælter rundt i sengen. De beslutter at operere ham akut, da han har et hul i maven, som gør, at han får luft i bughulen. Kl. 14 bliver han kørt på operationsstuen. Da sætter Louise og jeg os i S-toget og er på vej hjem til min mand og jeg. Vi er glade og forventningsfulde uvidende om Dennis' lidelser. I aften skal vi hygge med video og slik
En fra institutionen følger med Dennis på operationsstuen. Han fortæller Dennis, at han ikke skal være bange. "Jeg er hos dig, når du vågner op", siger han fortrøstningsfuldt til Dennis. Dennis falder i søvn, men vågner aldrig igen.
Min niece og jeg er glade ankommet til vores lille hjem. Louise hilser og leger med vores lille hund, Emma. Min mand, Peter, og jeg snakker lidt om turen hjem og om planerne for aftenen. Telefonen ringer. Min mor hulker i baggrunden, men det er ikke hende som ringer - det er min stedfar. "Anette, har du Peter i nærheden?". "Ja da". "Sidder du ned?". "Nej. Hvad er der?". "Sidder du ned? Sæt dig ned!". Jeg sætter mig ved siden af Peter. Louise sidder over for mig. Emma hopper op ad mig og vil lege. Min mor hulker i baggrunden...jeg har en anelse. Men nej, sådan noget må man ikke tænke. "Det er med stor sorg, at jeg må meddele, at du har mistet din storebror". Tomhed. Stilhed. Rysten. Kvalme. Det er løgn! Men nej...min mor bryder sammen i baggrunden. "Min mor græder. Jeg hader, når min mor græder!", tænker jeg. "Og nu skal vi til begravelse snart. Begravelser gør ondt...det kan jeg ikke!". Jeg kigger på Peter og siger "Dennis er død", som gav jeg en besked videre. Jeg kunne ikke reagere. Jeg var i chok. Tårerne kom dog alligevel. Men ikke strømmende, som på film. Det kom først senere.
Vi sidder nu i bilen på vej til sygehuset, min mor, stedfar og jeg. Hvor er vejen dog uendelig lang. Jeg ryster enormt. Kigger op på den sorte himmel og tænker...ja, hvad tænker jeg?...Jeg ved det ikke...jeg kigger bare igennem tårerne. Vi ankommer til sygehuset og jeg prøver at virke "macho". Virke som om, at "nu skal jeg f........... gi' de læger!!". Jeg er sur på dem. Han er min bror de kan da ikke bare lade ham dø! Vi går igennem sygehusets gange og om de mennesker vi møder på vejen, tænker jeg, "at I skal ikke være så kede af at være syge. I bliver raske en dag. Det gjorde min bror ikke, at I bare ved det!".
Vi når døren. Den dør, som når den bliver åbnet, vil afsløre den grusomme sandhed. Sygeplejersken fortæller, at Dennis er blevet lidt blå, så vi ikke bliver for overraskede, når vi ser ham. "Ja ja", tænker jeg, "det er OR. Vi vil bare gerne se ham". Stuen er stor - føles stor. Det er en 3-sengs stue, men Dennis ligger der helt alene. Alene ovre ved vinduet. Et forhæng er trukket for hans seng, så vi ikke kan se ham, lige da vi træder ind. Jeg går frem mod sengen som den første. Det første jeg ser er hans fødder. "Ja, det kan jo være enhvers fødder!", tænker jeg. Kroppen kommer til syne, to hænder foldet sammen om en smuk lille buket blomster dernæst. Fødder, en krop, hænder - hvem som helst! Ansigtet - sandheden afsløret: det er Dennis.
Vi stiller os rundt om ham - min mor på den ene side og jeg på den anden. Min stedfar står for fodenden. Vi kigger på Dennis. Han er ikke bare blå - han er lilla og plettet! Han har ligget der så længe. Det er ikke så smukt, som nogle beskriver det. Ja, han ligner en, som sover. Og ja, han ligger og smiler. Men man kan se, at han er død. Man kan ikke "lade som om", at han sover. Man får sandheden Kastet i hovedet...det gør virkeligt ondt. Blomsterne mildner dog det hele...de er så smukke. "Hvem mon har lagt dem der så smukt imellem hans hænder?", spørger vi hinanden. Men ingen ved det. Jeg ved bare, at vedkommende har gjort en smuk gerning og jeg takker ham indvendigt med hele mit hjerte. Det får mig til at smile midt i det elendige. Jeg kysser Dennis på panden og hvisker: "jeg elsker dig".
Min mor og far arrangerer al det praktiske vedrørende bisættelsen. Men i kirken tager jeg over - føler jeg i hvert fald. Min mor lider så inderligt. Hun skal ikke tænke på gæsterne eller Michael. Jeg er den med overskuddet. Men jeg får det så dårligt med mig selv ved modtagelsen af gæsterne. Så høflig, som jeg er, smiler jeg til dem og giver dem hånden - men smiler man til en bisættelse? Jeg bliver i tvivl. Hvordan skal jeg opføre mig?
Jeg skriver i dagene op til bisættelsen et brev til Dennis til oplæsning i kirken. Men jeg ved ikke, om jeg skal læse det op. Så mange mennesker, så mange følelser. Vil jeg bryde sammen? Vil brevet lyde dumt? Vil jeg virke for selvfremhævende? Jeg aftaler med præsten, at når hun er færdig, vil hun nikke til mig og jeg skal nikke tilbage, om jeg vil læse brevet op eller ej. Jeg nikker "ja". Og der står jeg - med en hel kirke fuld af mennesker og min bror liggende i sin kiste ved siden af mig. Det er så surrealistisk. Men det er det bedste jeg nogensinde i hele mit liv vil gøre.
Jeg er med til at bære kisten ud af kirken - det føles forfærdeligt. Jeg får en følelse af, at jeg bare har lyst til at give slip på kisten og råbe: "Nej! Det er løgn! Jeg vil ikke bære ham ud i bilen og lade den køre med ham! Jeg vil ikke!". Men bilen kører med ham og det føles, som at få hjertet revet ud. Jeg tænker i mit stille sind: "Vi ses snart igen, Dennis". Og det gør vi. Da ligger han i en urne. Vi, de nærmeste i familien, som er mødt op til nedsættelsen af hans urne, bliver spurgt, hvem af os, som vil bære urnen hen til gravstedet og sænke den ned. Ingen melder sig. Mit hjerte hamrer inde i mig. Jeg tænker: "Det er da underligt! Hvorfor vil ingen bære ham?". Jeg vil med hele mit hjerte bære ham på hans sidste vej på denne jord. Og så jeg gør. Jeg bærer ham tæt ind til mit hjerte. Holder om urnen, som krammer jeg ham med alle mine kræfter. Jeg sender al varmen fra mit hjerte ind i urnen, så den kan komme med ham i jorden og varme ham, når det vil blive koldt. Jeg holder bare så fast om ham. Min bror. Min elskede storebror. Jeg sænker ham ned i det dybe hul...så svært det er at give slip. Kan jeg dog bare blive hos ham. Men jeg må lade silkebåndet glide ud af mine hænder ned i hullet. Det lander blødt om urnen, som nyfalden sne. Det ser smukt ud. Jeg tager synet til mig. Det er sådan jeg vil mindes vores sidste afsked.
"Do not stand on my grave and weep
I am not there, I do not sleep. I am a thousand winds that blow. lam the diamonds glints on snow. lam the sunlight on ripened grain. lam the gentle autumn rain.
When you awaken in the mornings hush, lam the swift uplifting rush of quiet birds in cire/ed flight. lam the soft stan that shine at night. Do not stand on my grave and cry I am not there, I did not die.
Anonym
Du vil altid være I mit hjerte, Dennis.
Din lillesøster for altid
Anette
