Christian
Jeg sidder i sofaen og ser fjernsyn med Simon på 5 mdr. da tlf. ringer. Det er far han er helt ude af den. Christine du må ringe til Falck og politi, jeg er inde hos Christian der har været brand alt er sort og Christian ligger inden på gulvet. JEG TROR HAN ER DØD ………………….
Jeg råber, åh nej og ryger ind i at soveværelset hvor Jakob sidder ved computeren. Jeg får fremstammet en masse ord i mellemtiden har jeg bare lagt på til min far. Jeg løfter røret på tlf. igen for at ringe 112 men min far er der stadig. Christine, Christine du må ringe til Falck og politi. Vil du ikke sende Jakob her ind. Jeg får sagt jo og får afsluttet. Jakob ryger ud af døren og jeg forsøger at ringe 112 og det bliver først 12 12 12. Med rystende hånd og et barn på armen får jeg trykket det rigtige nummer og får talt med vagthavende. De sender en ambulance med det samme men sætter spørgsmål ved hvorfor jeg ringer. Min far kunne ikke få andet nummer til at fungere end det hjem til Jakob og jeg. Jeg får puttet og læst godnat historie for den store og får den lille til at sove heldigvis i løbet af kort tid. Pludseligt kommer min veninde. Jakob har ringet til hende og bedt hende tage over til mig, så jeg ikke skulle være alene. Jeg er fuldstændig rundt på gulvet tankerne køre rundt i hovedet på mig. Hvad er der dog sket ! Er han virkelig død eller... håber endnu. Far sagde jo jeg tror han er død. Men jeg følte at han var død. Jeg vandrede hvileløst rundt. Min veninde havde svært ved helt at forstå hvor slemt det var og hvad der foregik for jeg kunne slet ikke samle mig. Der gik næsten en time før Jakob ringede. Min veninde havde i mellemtiden forsøgt at berolige mig med, at de nok var på vej på hospitalet med ham for at hjælpe ham og derfor ringede de ikke. Men Jakob sagde ordene, som jeg på en måde vidste men som jeg håbede ikke var sande. Christine……. Christian er død….. Nej det er ikke sandt !!!!!! Jeg blev med et tømt for alle følelser og ingenting og ingen mennesker kunne hjælpe mig i min smerte. Livet var meningsløst og ord var/er så fattige. Åhhh min dejlige lille bror min søde ven hvorfor skulle en sådan ulykke ramme dig? Jeg var lamslået og i chok det kunne bare ikke være sandt.
Christian havde været i byen med nogle arbejdskollegaer fredag aften og var gået hjem ved 2 tiden. Han havde måske været sulten da han kan hjem og ville lave noget mad. Der var 2 kogeplader tændt på hans komfur. Dette har medført at køleskabet som kun stod 7 cm. herfra er begyndt at smelte. Christian har måske villet ligge lidt på sofaen og er desværre faldet i søvn og da han også var lidt beruset, har han glemt alt om kogepladen som bare køre derud af på fuld knald. Det var et gammelt komfur uden termostat, så en kogeplade på 1300 Watt. kan ret hurtigt lave en del varme. Christian er formentligt død tidligt lørdag morgen af kulilte og cyanid. Da min far kommer ind til Christians lejlighed kan han ikke rigtig få døren op men får mast sig ind og løber ind i soveværelset for at se om Christian ligger der, det gør han ikke. Derefter løber ham ind i stuen og på sofaen finder han til sin lettelse heller ingen. Men da han så kigger ud af det mørke rum se han pludselig en hånd næsten foran sine fødder og der på gulvet foran hoveddøren ligger min dejlige lillebror og derfor havde han svært ved at komme ind af døren. Men lejligheden var så sort at han ikke havde opdaget at han havde trådt over ham på vejen ind. Det er så forfærdeligt at skrive det her og der dukker rigtig grimme billeder op. Den næste uge foregik i totalt chok. Det var frygteligt at skulle se mine forældre i øjnene den aften. At skulle bære deres sorg samtidig med min egen har næsten ikke været til at bære. Men jeg kunne ikke græde og det er stadig ikke mange gange jeg har grædt.
Vi kunne først se Christian om tirsdagen og det var nogle forfærdelige dage. Det var frygteligt at skulle gå ind til ham. Jeg kunne ikke følges med mor og far. Jeg ville ind alene sammen med Jakob, så jeg kunne sige lige det der faldt mig ind uden at skulle tænke på andre. Jeg viste ikke, om jeg ville besvime når jeg så ham eller hvordan jeg ville reagere. Åhh hvor var han bare kold det var næsten ikke til at bære. Efter jeg havde grædt de første tårer og sagt det jeg ville sige bredte der sig en ro over mig. Den ro og tryghed som han gav mig. Bare det at sidde der ved siden af ham. Vi var i kapellet igen om torsdagen og fredag skulle han så køres ”hjem ”. Det var frygtelig at skulle sige det sidste farvel. Jeg gav Christian et billede af sine elskede nevøer Mads 3 år og Simon 5 mdr. med i graven. Han elskede dem så højt og dem ham. Mads, min ældste, måtte vi fortælle hvad der var sket, at hans onkel Christian var kommet i himmelen. Det var svært at bære når en lille gut på 3 år siger: men mor jeg elsker min onkel Christian, han var så god at lege med.
Begravelsen var hård men det blev en ” god dag”.
Jeg forstår det stadigt ikke, det kan simpelthen ikke passe. Den dejlig dreng som jeg skulle dele resten af livet med er borte. Christian var alt for mig og jeg har svært ved at kende mig selv nu hvor han ikke er her mere. Han var min bror og min bedste ven som jeg altid kunne komme til og som forstod mig 100 %. Jeg har det også svært ved, at næsten alle henvender sig til mine forældre og spørger til hvordan de har det. De har det af helvede til men de overlever. Men hvad med mig, faktisk kan jeg godt blive lidt sur, men det hjælper jo heller ikke. Det er åbenbart helt normalt.
Christian du skulle bare vide hvor mange mennesker der savner dig. Du har gjort en forskel i mange menneskers liv. Du har gjort dem glade, trygge, giver dem mod på livet. Det er flot når man ikke er mere end 24 år. Men du skulle herfra alt alt for tidligt og verden er gået glip af et fantastiks menneske. Det gør ondt i mit hjerte hver dag når jeg tænker på at vi aldrig mere skal mødes. Jeg forsøger at være optimist ikke mindst for din skyld, jeg ved du ville havde hadet al den smerte. Til din begravelse spillede vi en sang af Lis Sørensen og Johannes Møllehave, som lige så godt kunne havde skrevet sangen til dig. Den hedder mild lattermild og gavmild. Når det er allermest svært lytter jeg til den og mindes dit dejlig væsen.
Christian min kære bror og min bedste ven, jeg elsker dig over alt på jorden og i himlen. Jeg vil bære dig hos mig resten af livet, hvordan kan jeg andet, tak for alt det du har nået at give mig jeg er dig evigt taknemmelig. Det er så svært uden dig men jeg skal gøre mit bedste for min egen, min familie og ikke mindst for din skyld.
Æret være dit minde elskede Christian.
Din søster for altid Christine
